onsdag den 27. juli 2022

Pandekager med surdej

Ind imellem sker det, at min bøtte med surdejsrester bliver fyldt godt op. Jeg nænne ikke at smide det ud, for det er meget der ville gå til spilde på den måde...og det består jo bare af mel og vand. Indtil videre har jeg fundet ud af at bruge surdejsrester til knækbrød og pandekager. Pandekageopskriften får du her.

Du skal bruge: opskriften rækker til 6-7 pandekager. 

100 g surdejsrester (min indeholder både hvedemel og rug)

100 g hvedemel

350 dl soyamælk

0.5 tsk bagepulver

1 spsk sukker

0.5 tsk salt

Evt 1 tsk kardemomme

(Evt fedtstof til stegning, hvis du ikke har en non-stickpande)

Du gør sådan her:

Bland de tørre ingredienser i en skål.

Kom soyamælk i, og rør godt, så der ikke er klumper i.

Bag pandekagerne på en middelvarm pande.

Jeg kan godt lide mine surdejspandekager med Fri plantemargarine og dadelsirup eller hybenrosesukker. 


søndag den 24. juli 2022

Mælkebøtte

Mælkebøtten er en vidunderlig plante! Den er hamrende sund, og er gennem tusinder af år, blevet brugt som lægeplante...og så er den en meget alsidig spiselig plante.

Bladene kan spises friske som salat, kommes i smoothie, boller, pesto mm.

De gule blomster er lækre at stege i tempuradej! De er populære at bruge til sirup, te og mælkebøttesaft.

Rødderne kan stuves, kommes i suppe, eller tørres og ristes til kaffeerstatning.



lørdag den 23. juli 2022

Burresnerre

Burresnerre kaldes også præstelus. Der findes ikke et sted i min have, hvor den ikke er. Den er spiselig, og de unge skud smager næsten som ærtespirer, og er gode i salat.

Større planter kan også spises rå, men pga de små kroge, som dækker hele planten, kan den være ubehagelig at få i munden. Den kan i stedet anvendes stuvet, og i supper.

Den kan også tørres, og bruges som urtete, og frøene kan tørres og ristes, og bruges som kaffeerstatning.

Jeg kan godt lide at juice de unge planter til en smoothie.



tirsdag den 19. juli 2022

Skvalderkål

 Jeg husker tydeligt, da jeg som barn var med min mormor i campingvogn, og hun bandede og svovlede over skvalderkålen i den lille have. Jeg forstod det ikke. Min tanke var "hvorfor spiser hun det ikke bare?" for det var logisk for mig, at den naturligvis kunne spises, når nu 'kål' var en del af dens navn.


Mange tror at skvalderkålen blev bragt til Danmark af munke i middelalderen, men arkæologiske fund har vist, at den blev dyrket i Sverige i den tidlige jernalder.

Skvalderkål er en vidunderlig plante! Den smager dejligt  og er god og sund.

De unge blade kan spises rå I salater, de lidt større planter er lidt bitre, men er dejlige dampet, stuvet, i tærter mm. Stilkene kan blancheres eller lynsteges, så de bevarer sprødheden, og spises som tilbehør til hvad som helst.


lørdag den 9. juli 2022

Brændenælde

 Brændenælde må være en af de mest kendte spiselige planter. Hvem har ikke på en lejrtur i barndommen, lavet brændenældesuppe på bål?

Den er en meget alsidig plante, som er fuld af næring og god smag.

Brændenælde kan:

- Blancheres og blandes i salat.

- Hakkes og blandes i brøddej.

- Bruges i pesto.

- Stuves.

- Juices.

- puttes i pandekagedej.

- Bruges til lækkert tærtefyld.

- Givd en dejlig kop te.



Frøene er også spiselige. Sørg for at de er ordentligt tørre, så kan de holde helt til året efter. Frøene kan bruges hele i boller og knækbrød, men kan også males til mel, og kommes i grød.

søndag den 3. juli 2022

Haremad

Haremad er lækker i foråret. Der kan de unge blade spises som salat. Smagen minder om friske mælkebøtteblade.


Senere, i løbet af sommeren, bliver den bitter.

Kan du lide den bitre smag, kan du fortsat spise den.

Jeg kan lide at bruge de unge forårsblade som salat. Enten i en - ja, salat, eller i en tortilla...eller hvor jeg ellers ville bruge salatblade. Men smag på den, og find ud af, hvor du synes at den kan være lækker.