mandag den 28. august 2023

Surdejsboller

At begynde på surdejsbagning kan være intimiderende for mange. Det er nu ikke så svært, når først man har knækket koden.

Du skal bruge:

150 g surdej

3,5 dl vand

1,5 tsk salt

500 g mel

(Det kan være 500 g alm hvedemel

Eller 300 g alm hvedemel og 200 g fuldkornshvedemel

Eller 350 g alm hvedemel og 150 rugmel. Prøv dig frem)

Olivenolie

Ekstra mel


Du gør sådan her:

Kom surdej, vand Salt og mel i en skål, og rør det godt sammen. Jeg ælter i 5 min på maskine på højeste hastighed.

Hæld dejen i en plasticbøtte, smurt med olivenolie.

Fold dejen over sig selv 4 gange med en halv time imellem hver fold.

Lad dejen hæve 1/3, og kom den i køleskabet natten over.


Hæld dejen ud på et meldrysset underlag, og hak den ud til boller.


Tænd ovnen på 250 grader, og kogte noget vand. Kom en ildfast skål med kogende vand ind i bunden af ovnen, og sæt bollerne ind i den varme ovn.


Bag i 7 min med vand. Tag derefter vandskålen ud, og bag yderligere i 7 min uden vand, så de har bagt ialt 14 min.


Hvis du vil lave brød i stedet for boller, så bager du 20 min med vand, og 20 min uden vand.



torsdag den 10. august 2023

Ciabattabrød



Du skal bruge:
400 g hvedemel
300 ml fingervarmt vand
1 tsk tørgær eller en kvart pakke frisk gær
1 tsk sukker
1 tsk salt
3 spsk olivenolie

Sådan gør du:
Kom det lune vand i en stor skål med 40 g af melet og gæren. Rør godt, og sørg for at gæren er opløst.

Kom 2 spsk olivenolie, salt og sukker i vandet, og rør det det godt ud.

Tilsæt nu melet 50 g ad gangen, og rør godt rundt. Når alt melet er tilsat, og der ikke mere tørt mel i skålen, lægger du et vådt klæde over skålen, og stiller dejen til hævning i 2 timer.

Bemærk!! Dejen er meget blød og klistret, og det er fristende at komme mere mel i. Men det må du endelig ikke gøre!!

Når dejen har hævet i 2 timer, skal du komme mel på bordet eller bageunderlag. Vend forsigtigt dejen ud på det melde underlag. Skal du undgå at dejen klistrer til dine fingre, kan du gøre den våde med varmt vand.

Tryk og træk dejen forsigtigt ud til en firkant, uden at trykke al luften ud af den.

Smør den sidste spsk olivenolie udover dejen, og fold siderne af dejen ind over sig selv, så de mødes på midten. Klem midten sammen, og skær dejen ud til 4 brød eller 8 boller, og drys oversiden med mel.

Fly forsigtigt til en bageplade.

Tænd ovnen på 230°C.
Sæt et fad med kogende vand i bunden af ovnen, og bag bollerne i 20 min.
Fjern fadet med vand, og bag I yderligere 5 min.

Lad bollerne køle af på en rist.




Lindekakao

 I 1700-tallet brugte man ved det franske hof nødderne fra lindetræer, til at lave en drik, som mindede om kakao. Med min interesse for 1700-tallet, var jeg naturligvis nødt til at prøve det. Så efter et par dage med storm og regn, fandt jeg et øjeblik med roligt vejr, og gik ud, for at besøge et lindetræ. Jeg plukkede en lille smule nødder, og tog hjem.


Vel hjemme gik jeg straks igang. Jeg plukkede stilkene af nødderne, og ristede nødderne på en tør pande.


De ristede nødder fik lov at køle helt ned, før jeg malede dem til pulver.

Jeg lavede en kop lindekakao med 2 tsk pulver, 2 tsk sukker og 2 dl havremælk.

Det er meget mildt i smagen, så jeg skal lige lege lidt med dosering. Så jeg er nødt til at lave mere i løbet af de næste par dage.







søndag den 6. august 2023

Boller på en halv time (uden gær)

Nogle gange får man lyst til friskbagte boller, men har ikke rigtigt tiden til at vente på hævninger mm. Disse boller er lavet med bagepulver, og skal derfor ikke hæve. Jeg bager dem i en sautepande på komfuret med låg. Fra start til slut, tager de kun 30 min.

Du skal bruge:

3 dl hvedemel

1 tsk salt

1 tsk bagepulver

Ca 2 spsk olivenolie

1-1,25 dl vand vand eller plantemælk

Du gør sådan:

Bland de tørre ingredienser.

Kom olie og vand/plantemælk i, og bland det godt. Ældt til en godt blød dej...kom evt en smule mere mel i, men dejen må endelig ikke blive for tør.

Rul dejen ud til 1 cm tykkelse. Tryk cirkler ud med et glas. Der er til 6-7 små boller.

Opvarm en pande ved middelvarme, og steg bollerne på en tør pande i 5 min på hver side. Der skal låg på panden, så varmen lægger sig omkring bollerne.









lørdag den 5. august 2023

Cikoriekaffe

 Jeg har så meget cikorie i haven, og da jeg begyndte at hive dem op ad græsplænen, kunne jeg jo lige så godt bruge dem til noget fornuftigt. Blomsterne er tørret til en teblanding, og af roden har jeg lavet cikoriekaffe. Hr. Urtebus har testet det, og synes at det smager ganske godt rent. Jeg selv skal have både sukker og soyamælk i, men så synes jeg også at det er ret lækkert. Vil du også lave cikoriekaffe, så fortæller jeg dig her, hvordan jeg gjorde.

Du gør sådan her:

Rødderne skal renses for jord. De skal skylles og skrubbes godt.

De rensede rødder skal skæres i mindre stykker, og så skal de tørres. Det kan gøre på et lunt sted over en radiator, i ovnen eller i en dehydreret. Jeg brugte min dehydrator pga de kølige og fugtige vejr. Tørringen tager 1-2 dage afhængigt af hvor store dine rodstykker er.

De tørrede rodstykker skal ristes, og derefter males til pulver. Jeg gjorde det omvendt, fordi jeg var bange for at rodstykkerne efter ristning ville være for hårde for min lille blender. Så jeg malede rødderne til pulver først, og derefter ristede jeg det på en tør pande.

Når det er kølet ned, kan det kommes på glas.



For at lave cikoriekaffe, bruger jeg én tsk pulver til 3 dl væske. Til mig er det 1 tsk pulver til 1 dl vand og 2 dl soyamælk. Til Hr. Urtebus er det 1 tsk pulver til 3 dl vand.