Jeg har så meget cikorie i haven, og da jeg begyndte at hive dem op ad græsplænen, kunne jeg jo lige så godt bruge dem til noget fornuftigt. Blomsterne er tørret til en teblanding, og af roden har jeg lavet cikoriekaffe. Hr. Urtebus har testet det, og synes at det smager ganske godt rent. Jeg selv skal have både sukker og soyamælk i, men så synes jeg også at det er ret lækkert. Vil du også lave cikoriekaffe, så fortæller jeg dig her, hvordan jeg gjorde.
Du gør sådan her:
Rødderne skal renses for jord. De skal skylles og skrubbes godt.
De rensede rødder skal skæres i mindre stykker, og så skal de tørres. Det kan gøre på et lunt sted over en radiator, i ovnen eller i en dehydreret. Jeg brugte min dehydrator pga de kølige og fugtige vejr. Tørringen tager 1-2 dage afhængigt af hvor store dine rodstykker er.
De tørrede rodstykker skal ristes, og derefter males til pulver. Jeg gjorde det omvendt, fordi jeg var bange for at rodstykkerne efter ristning ville være for hårde for min lille blender. Så jeg malede rødderne til pulver først, og derefter ristede jeg det på en tør pande.
Når det er kølet ned, kan det kommes på glas.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar